Hvordan ser HS ud?

Hidrosadenitis Suppurativa (HS) opstår i de områder, hvor der er ”hud mod hud”, altså i hudfolder. Sygdommen ses oftest i armhuler og i lyskeområdet. Nogle gange ses HS dog også under brysterne, i mavefolder, på balderne, omkring kønsorganerne og omkring endetarmsåbningen.

Danderm billede

Her ses HS i venstre armhule og på det venstre bryst. I armhulen ses der ar fra tidligere operation. Det kan være CO2-laser operation eller kirurgisk fjernelse med åben heling. De lidt større pletter i armhulen er tegn på HS i middelsvær grad, som er i begyndende udbrud. De mindre pletter bl.a. på brystet er HS i mild grad.

Danderm 3

Her ses HS i lysken og i området omkring kønsorganerne. I området ovenfor og omkring skamlæberne ses ar efter tidligere HS-udbrud med bylder. I venstre lyske ses en større byld, som er under udvikling. I højre lyske ses ar efter tidligere byld.

Ved udbrud af bylder er der hævelse og rødme i de angrebne områder, og der kan være svære smerter. Der er ofte ildelugtende udflåd fra bylder, der har åbnet sig. Ved svære udbrud kan man få let feber.

De enkelte bylder heler typisk med ar, og der dannes ofte små ”sinusgange” (fistler) i huden, der ender blindt. Der kan komme ildelugtende udflåd fra disse kroniske ”sinusgange”.

Danderm 2

Følger efter HS-udbrud i armhule. Der ses arvæv med såkaldte sinusgange. 

Udover bylderne finder man ofte også knuder (noduli) dybt i huden. Det kan være bylder på vej eller arvæv efter tidligere udbrud, og de er typisk ikke ømme.

Byder - hidrosadenitis suppurativa

Knuder (noduli) dybt i huden kan være bylder på vej. På dette stadie er de typisk ikke ømme, men kan være kløende.