Projektet i Roskilde, hvor Peter Theut Riis tager blodprøver til gen-forsøg (læs om det her >), kører rigtig godt, men der er fortsat brug for flere deltagere. Derfor er Peter glad for at fortælle, at det nu bliver muligt at få taget blodprøver i Jylland to onsdage i februar. Han håber dermed, at der er flere, der får mulighed for at deltage.
Din deltagelse går ganske enkelt ud på at få taget én blodprøve én gang. Ved hjælp af denne håber Peter på at kunne finde ud af, hvad det er for nogle gener, der gør, at man får HS.
Det er ikke en test for, om man har HS, og man får ikke individuelt svar.
Hvis man har lyst til at hjælpe, tages blodprøverne på Skejby Sygehus af læge Khoa Manh Dinh. Hans familie kommer fra Vietnam, men han er født i Danmark. Han arbejder i Blodbanken og kender kun lidt til HS, men vil gerne støtte projektet og har venligt tilbudt sin hjælp med at tage blodprøver.
Prøverne tages onsdag den 15. februar og onsdag den 22. februar fra kl. 9-17.
Tilmelding til projektet er afsluttet.
Peter sender sine venligste hilser og siger tak for den store entusiasme, han allerede har mødt. Aktuelt har han fået henvendelser fra ca. 200, så der er langt til de 500, men han er optimistisk og håber, at man i netværket vil sprede viden om det vigtige projekt.